Mit problem startede ikke med vrede. Mit problem startede med, at jeg ikke altid havde det nemt med min far. Min far var et meget karismatisk menneske og en stærk personlighed, som havde mange talenter og udadtil klarede sig godt. Desværre var han også meget humørsvingende og forsøgte selvmord flere gange.
De mange svingninger, der også viste sig i forhold til mig, i henholdsvis voldsom vrede eller charmerende glæde, var svære at navigere i som barn og ung.
Da jeg fyldte 30 år, blev jeg meget forelsket og tiltrukket af en mand, der på mange måder lignede min far.
På det tidspunkt var jeg desværre allerede gift med en anden mand, og han og jeg havde et kammeratligt og trygt ægteskab, hvor vi først og fremmest delte vores store kærlighed til vores børn. Mit møde med den nye mand førte dog til skilsmisse, og jeg blev efter nogle år gift med den nye.
Det blev til gengæld et på mange måder ekstremt forhold. Et forhold hvor jeg konstant var utryg og havde ondt i maven. Jeg var dybt forelsket, og når jeg kiggede på min nye mand og så ham og vores liv udefra, var det som de mest perfekte kulisser i et teaterstykke. Men det var netop bare kulisser. Så når jeg har læst i kapitlet til trin 7, at “Mange af os er godt og grundigt trætte af de negative konsekvenser, men ikke nødvendigvis af stimulansen, lettelsen, spændingen eller følelsen af kontrol. Det er jo de ting, der har givet os følelsen af en udvej, fornemmelsen af frihed og oplevelsen af et valg”, beskriver det så præcist mine mange års svære kamp mellem alt det, jeg syntes var så tiltrækkende og så svært at slippe på den ene side og på den anden side
prisen for det.
For den var høj. Forholdet til min nye mand blev mere og mere desperat og psykisk og fysisk voldeligt, når mine børn ikke var hos os. Da vi så fik et lille barn sammen, slog han mig en dag i gulvet foran den lille, og det blev mit endelige wake-up call og enden på mange års parforhold. Min læge sendte min mindste og mig på kvindehjem, og på det tidspunkt følte jeg, jeg var så langt nede at bunde, at jeg havde svært ved at se nogen udvej.
Da så jeg, som der står i kapitel 7, virkelig “min ”larvede” virkelighed i øjnene”.
Jeg kunne ikke længere “pynte på den”. Jeg bad Gud om “at forvandle mig, så det potentiale, han har skabt mig med, må folde sig ud som en smuk sommerfugl.” Og Gud kom virkelig og forvandlede mig og min livssituation.
På den lange rejse til et nyt og bedre liv efter kvindehjemmet, var jeg nogle år efter på 12-trins kurset for første gang. Jeg arbejdede på det tidspunkt med min stadig stærke følelsesmæssige afhængighed af min eksmand. På 12-trins kurset nåede jeg jo så også til trin 8. I kapitel 8 står det bl.a.: “Nu gør Jesus os opmærksom på vores relationer, at vi er (slettet ”tegn) uløselig forbundet med de relationer, vi er rundet af
og befinder os i. Godtgørelsen handler ikke om andres skyld overfor os, men om at vi tager ansvar for det, vi har gjort os skyldig i overfor dem. Det handler ikke om, at vi nu skal ud og redde hele verden, snarere om at vi skal reddes.” Jeg vidste udmærket, hvem jeg først og fremmest skulle sige undskyld til: min første mand.
Det var dog ikke bare sådan lige til, for efter i mange år at have følt mig meget skyldig i forhold til ham og forsøgt at sone min skyld gennem diverse handlinger, var vores kontakt til sidst løbet helt ud.
Vi havde altså ingen rigtig kontakt igennem flere år, indtil jeg i et kort brev bad ham om en samtale. Jeg skrev ikke meget andet end, at jeg var i et kristent program, hvor jeg arbejdede med en form for selvudvikling, og jeg i den forbindelse gerne ville tale med ham.
Det blev et godt møde, et forløsende møde. Jeg husker hver detalje
så klart. Det var en dejlig forårsdag. Han og jeg gik en lille tur ned til et naturområde, hvor vi satte os på en træstamme. Og her sagde jeg kort og godt Undskyld. Undskyld fordi jeg havde forelsket mig i en anden, Undskyld fordi jeg havde handlet, som jeg gjorde og opgivet at kæmpe for hans og mit ægteskab.
Han svarede, at det jo ikke bare var min skyld, og at han jo selv var på vej væk, da jeg havde mødt min nye mand – men jeg sagde, at den her samtale handlede om, at jeg havde brug for at tage ansvar for mit liv og mine gerninger, og at der ingen forklaringer skulle være for, at jeg ikke havde grund til med fuldt hjerte at sige undskyld. Vi blev begge rørt, men bedst af alt mærkede jeg, at Gud tog en kæmpe skyld af mine skuldre. Jeg kunne rette mig op efter så mange år og se min første mand i øjnene. Jeg følte Gud havde befriet mig, at jeg var nået et rigtig godt stykke ud af min sommerfuglepuppe med den samtale.