Jeg meldte mig til 12-trins kurset, fordi jeg gang på gang stødte hovedet mod den samme mur, som medførte en begrænsende og drænende frygt, der berøvede mig handlekraft og frihed. I bund og grund gjorde det, at jeg ikke var ærlig overfor mine egne grænser og meget tit gik på kompromis med min integritet, noget som i længden sled på mit selvværd.
Selvom jeg i starten var rimelig stolt i min attitude, for ”jeg var da ikke helt så slemt tilredt som de andre”, og troede, at jeg var ”lidt for god” til denne type kursus, så gik det snart op for mig, at det var mig, der var den privilegerede.
Det var en stor berigelse at følges med andre mennesker mod et liv i større frihed.
Min forventning var, at jeg endelig kunne blive et helt frit menneske ved at knokle med mit liv det bedste jeg havde lært i 12 uger, men desværre fandt jeg ikke den tid eller energi, som jeg havde planlagt at lægge i det. Det frustrerede mig meget, for hvordan skulle det så nogensinde lykkes for mig at få brudt de destruktive vaner i mit liv?
I stedet opdagede jeg, at Gud fordoblede min arbejdsindsats, når jeg gjorde arbejdet sammen med Ham. Han tog den bøn seriøst, som jeg havde bedt om hjælp til at komme videre på det punkt i mit liv, hvor jeg altid endte med at sidde fast. Jeg opdagede gradvist, at det rent faktisk ikke havde så meget med min arbejdsindsats at gøre, som Hans. Og, for måske første gang i mit liv, opdagede jeg, at Gud ville mig. Ikke fordi jeg knokler for at være et godt menneske eller prøver at være den bedste version af mig selv, men alene fordi jeg er mig og elsket i min ”grundform”. Der er ikke det, Han
ikke vil gøre, for at jeg kan opleve at leve et liv i større og større frihed.
Så længe jeg kan huske, har jeg haft et billede af Gud som en dommer, der tog nøje bestik af, hvordan jeg forvaltede mit liv. Jeg har altid stræbt for at gøre Ham glad og tilfreds med mig, og jeg følte mig meget ofte ikke helt god nok i Hans øjne. Da vi nåede de sidste trin i forløbet, og jeg så tilbage på processen, kunne jeg se, at jeg stadig måtte arbejde med min karakterbrist, men jeg opdagede, at mit Gudsbillede til gengæld var ændret radikalt. Jeg havde i praksis fået lov at opleve Gud, som Han virkelig er. Ikke en Gud, der dømmer mig fra tilskuerpladsen i livets store løb, men en Far, der begejstret løber ved siden af banen, og hepper på mig hele vejen – når der er sejre, såvel som nederlag.
Det har markant ændret mit Gudsforhold og jeg føler, at jeg igennem 12-trins kurset,
ikke bare er kommet tættere mit mål med forløbet, men tillige har fået en smuk og værdifuld gave.